Kvinden hører til i hjemmet!

Ja! du læste rigtigt ;) “kvinden hører til i hjemmet” (specielt op til jul).

Hvordan kan jeg nu tillade mig at skrive det..? og kan jeg mene det grav alvorligt? efter ALT hvad kvindefrigørelsen og feminismen har gjort - og gør for os alle?

Altså, jeg mener det jo faktisk bogstaveligt…og samtidig gør jeg ikke. Lad mig først gå lidt i historie mode og derefter skrive lidt om hvad der ligger gemt i ordet “hjemmet" for mig.

Der var engang hvor kvinderne virkelig hørte til i hjemmet; de havde deres hverdag og arbejde hjemme og deres hovedopgaver var at sørge for at der blevet lavet mad, gjort rent og passet børn. De huslige pligter skulle gøres så familien kunne overleve. Selvfølgelig har der i mange af den tids familier gået kvinder og mødre rundt som virkelig gerne ville noget helt andet end at være der. Og der har sikkert også været mange af vores formødre som, set i lyset af de muligheder og den generelle rigdom vi kvinder har i dag, ville have ønsket sig at gøre noget helt andet end at gå hjemme: Noget som inspirerede dem mere, opløftede dem mere, gjorde at de følte deres unikke selv i langt højere grad end de gjorde.

Hvis vi et øjeblik ser en smuuuule bort fra fattigdom og begrænsede muligheder i vores formødres generation af liv- så oplevede nogle af disse kvinder der var i hjemmet højst sandsynlig også en indre rigdom og naturlighed, som flere af os kvinder der lever i dag kan have utrolig svært ved at finde i os selv. Mange af disse kvinder levede nemlig i fællesskaber med andre hjemmegående kvinder og man kan derfor forestille sig, at de hjalp og støttede hinanden med de huslige pligter samtidig med at de udvekslede ideer om børnesyn, hvem de oplevede de var blevet som mødre og hvilke personlige kriser og oplevelser de gik igennem hver især. Vores formødre havde et naturligt fællesskab af kvinder omkring sig, som højst sandsynlig bidrog til deres individuelle følelse af mening med deres rolle som familiens støtte og centrum. I dag, har vi som hjemmegående kvinder ikke et naturligt fællesskab af kvinder omkring os - desværre - det må vi selv udvikle og arbejde for at skabe, men vi har mange flere ressourcer, mere overskud og større frihed til at skabe os den hverdag og de liv vi ønsker.

Og nu, til min definition af hjemmet: hjemmet dækker nemlig for mig både over vores fysiske hjem; de huse, lejligheder og steder vi søger ly i og vores indre hjem, sådan som vi har det indeni os selv. Astrologisk set har vi med Krebsens tegn at gøre, som har med alt der handler om vores psykiske - og ydre hjem af gøre. (Forfatteren Clarissa Pinkola Estes skriver utrolig dejligt og godt om dette i sin magiske bog “Kvinder der løber med ulve”)

En kvinde der har sit primære arbejde og sin dagligdag i det fysiske hjem har nemlig samtidig muligheden for at skabe et trygt og varmt hjem inden i sig selv og ikke mindst i sine børn og i sin mand. Lad mig skrive lidt mere om det… for det er spændende.

Tami Lynn Kent- amerikansk forfatter og kvinders kropsterapeut som har arbejdet dedikeret med den kreative energi i kvindes indre - specifikt vores underliv - igennem mange år - skriver at kvinden er den der helt naturligt kan holde “hjemmets ild” gående. I Tami Lynn Kents øjne er hjemmet nemlig en enorm potent arena af kreativitet for kvinden og hele hendes familie. Man kan forestille sig hjemmet som et kæmpe ildsted -med et flammende bål- og ved dette bål kommer alle familiens medlemmer til og fra på forskellige tidspunkter- nogen gange samlet- for at næres og suge til sig at flammernes kreativitet og varmens stråler. Hjemmet og moderen smelter på den måde næsten sammen, da moderen i en familie - ifølge Kent - er den person som helt biologisk har potentialet til at holde alle familiemedlemmernes flamme brændende; at tjekke op på hver familiemedlems kreativitet, helbred, dagsform, selvfølelse mm. at være det naturlige element i familien som med sin indbyggede sensitivitet kan have indføling med alle i sin egen klan. I processen med at udvikle sin identitet som familiens ildsted , vil kvinden helt naturligt også udvikle sin indre instinktive natur og sin indre unikke kreativitet - værktøjerne er mange hvis vi tør at “blive hjemme”.

Et af vores ildsteder i vores hjem.

I dag kan jeg nogen gange blive så træt… når jeg støder på samtaler eller historier om “kvinden der sidder fast i hjemmet” …”moderen der aldrig kommer ud” … “eller kvinden der aldrig fik realiseret sig selv”. (Den samme måde hvorpå vi snakker om at vores “børn må ud og socialiseres i daginstitutionerne!” når de knap er nået de to år!) Sådan er der da helt sikkert nogen der har det - vi er alle individuelle og unikke som vi er- så jeg vil ikke benægte at det også er sådan for nogle kvinder. Men jeg synes slet ikke vi får skinnet nok lys på den historie der handler om; at hjemmet er en fuldstændig fantastisk arena for kreativitet, muligheder, selvudvikling og mening! et hjem er ikke kun et sted man må se at komme ud af om morgenen, sådan så man kan få udrettet noget derude hvor det virkelige sker. -For mange er hjemmet kun et sted de spiser og sover!

I den tid vi lever i nu med de store privilegier vi er givet …mange af os… i kæmpe kontrast til mennesker i resten af verdenen. Synes jeg det kunne være meget interessant, at vi begyndte at se på hjemmet som et sted der i lige så stor udstrækning som arbejdsmarkedet kan rumme udfordringer og udvikling som kan skrives på ens cv. At vi begynder at se på hjemmet som et sted hvor vi alle sammen - og specielt kvinder der vælger at blive mødre - kan lære utrolig meget om den feminine energi og hvordan kreativitet og skaberkraft der har sit udspring i denne - og i den hjemmelige energi - viser sig.

Hvad hvis vi begyndte at ære hjemmet som et nærmest helligt kreativt sted? hvad hvis vi begyndte at opfatte det at arbejde i hjemmet - eller med hjemmets potentiale - som et dybt ærefuldt arbejde? Ville vi så begynde at ære kvinders natur igen? ville vi så begynde at kunne værdsætter den feminine kraft som vi alle indeholder igen? Hvad hvis vi som kvinder begyndte at lukke op for det helt biologiske potentiale vi har ved hjemmets ild?… i stedet for at insistere hårdnakket på at skulle indtage det maskulines domæne, ude i verden?

Jeg kunne godt tænke mig at vi var flere kvinder der valgte at udforske hvordan hjemmets potentiale kan folde os ud som mennesker? fremfor, hvordan arbejdsmarkedet kan folde os ud. Det kan dog kræve at vi tør være ensomme i perioder og at vi tør søge efter vores fællesskab, indtil vi finder det.

Det er igen og igen en dans imellem den feminine og maskuline kraft i vores indre, i vores kultur og i vores verden.

“Lad os danse…

hele vejen hjem…

til os selv”

Min datter sol, dansende med et blad i vores hjem i Laven.

Mig, der plukker de sidste roser på vores rosenbusk, en dag i november.