Mit barn har to mødre!

Hvis vi ønsker os en “Landsby” omkring vores børn og omkring os som familier, kan vi øve os i som mødre at lede andre kvinder, som vi deler en værdi-og sjælelig kontakt med, tættere ind imod vores barns hjerte.

Min datter, Clara og jeg. Foto af #Dane Doods.

Denne Blogpost handler om mig, min lille datter og om min datters “anden mor” Clara.

Historien fortælles i to dele: I denne første blogpost fortæller jeg min personlige historie om hvordan jeg har ledt min datter og min veninde Clara sammen og hvilken oplevelse og erfaring det har haft på mit og mit barns liv, at jeg har lukket en af mine “med-kvinder” så tæt ind i min datters liv? I anden del vil jeg interview Clara, og du vil kunne opleve hendes erfaring med at være “med-mor” - for en periode- for min datter og hvad det har gjort ved hendes liv?

“GÅ VÆK! GÅ VÆK!” det var ordene fra min datter… til mig. En sommer dag i august i år. Vi stod midt i stuen og min datter strakte sin lille arm ud foran sig og gjorde stop tegn til mig; her til og ikke længere, forstod jeg. og så det ord “GÅ VÆK!”. Clara - min datters “børnepasser” igennem et årstid og efterhånden min tættte sjæle veninde - stod på den anden side af rummet med min datter i hånden. Min datter ville lege med Clara og jeg var bestemt IKKE inviteret med. De gik…. og der stod jeg i stuen. Jeg kiggede på min mand, som sendte mig et skævt smil og grinte lidt for sig selv; han genkendte situationen meget, da det oftest er sådan han bliver behandlet hvis han kommer for tæt på mig og min datters intime rum. Det var dog fuldstændig nye toner for mig… min datter havde aldrig før - hverken med sin krop eller sit sprog- på den måde afvist mig. Jeg mærkede tydeligt at her havde hun en relation med et andet menneske som jeg bestemt ikke var en del af, eller skulle tænke på, at blive en del af. Jeg følte- som jeg stod der i stuen og blomstrede (eller visnede ;) - en overraskende varm og god følelse inden i mig. Jeg blev stående et stykke tid og prøvede at mærke ekstra godt efter: hvad var det denne situation faktisk fortalte mig? jeg oplevede selvfølgelig helt konkret at blive afvist af mit eget kød og blod - min guldklump af et barn - men jeg oplevede også noget andet…. noget nyt og spændende.

Jeg oplevede en fryd og varme i mit indre over, at min datter havde en anden kvindelig rollemodel som ikke var mig. Jeg oplevede at jeg blev dybt rørt over, at mig og min mand havde formået at skabe så stor tryghed og tillid til et andet menneske i min datters liv, at hun på dette tidspunkt faktisk ønskede at vælge hende til fremfor mig! OG det fedeste jeg synes jeg oplevede var; at dette var utrolig værdifuldt og meningsfuldt for mig og den måde jeg gerne vil være mor og forælder på.

Clara har “passet” vores datter i lidt over et halvt år, fra hun var knap et år til hun blev halvandet. Derefter har Clara passet hende et par gange, nyligt da min mand og jer tog en fire dages tur til Rom, på bryllupsrejse. Clara har boet med os, i vores kollektiv i Aarhus, i den periode hun “passede” sol dagligt - to gange om ugen.

Fra jeg mødte Clara første gang mærkede jeg at hun føltes som en jeg kendte. Når jeg sagde noget, genkendte hun hurtigt mine ord og beskrivelser og jeg følte at jeg ikke behøvede forklare mig på nogen måde. Nogle mennesker man møder har man en ret dyb forbindelse og forståelse til allerede fra man mødes første gang. Jeg tror på at vi møder disse mennesker, fordi vi har brug for at dele vores livsvej med såkaldte “ligesindede”. Vi har også brug for at dele vores vej med mennesker der udfordre os og er meget anderledes end os selv, men vi har også brug for at føle os dybt forstået og sjæleligt forbundet til enkelte andre omkring os, som kan bekræfte os i dem vi dybest set er. Clara er et sådant menneske for mig; vi er en del af samme sjælegruppe eller samme “klub”, hvis man kan sige det… og det kan man vidst godt sige.

Når jeg igennem de sidste to år har øvet mig i at gå vejen som mor på denne jord, for første gang, så har Clara været et fuldstændig uundværligt spejl! hun har konstant spejlet mig i mine styrker som mor og kvinde og støttet mig til at tro endnu mere på det min intuition fortalte mig om hvordan jeg var ment til at leve sammen med mit barn.

Igennem den tid hvor Clara og jeg har kendt hinanden har det derfor føltes mere og mere naturligt at min datter skulle skabe en tæt - og speciel særlig relation til hende. Dette har min datter gjort helt af sig selv - vi har givet hende muligheden og hun har grebet den.

Dagene op til at jeg og min mand skulle på bryllupsrejse, snakkede jeg meget med min datter om at vi skulle afsted og vi snakkede om hvordan det mon ville blive for hende. Da det endelig gik op for min datter at vi faktisk skulle rejse - da hun forstod det henover middagsbordet - sagde hun første “NEEEEJJJ!”…pause. Hvorefter hun sagde “Hvad så med bryst?”….pause. og så sagde hun “Clara, bryst!” med julelys i øjnene!

Det var en dejlig bekræftende aften for mig i min datters relation til Clara. Der fyldtes igen en varme og lykke i mit hjerte over, at min datter sagtens kunne forestille sig at skulle have bryst (ammes) af en anden kvinde og endnu bedre, at det var noget der kunne føles så naturligt for mig. (Clara har ingen mælk i sine bryster så dette blev, desværre for sol, ikke en reel mulighed…ØV!)

I mine to første år som mor har jeg haft meget fokus på at være tæt, tæt på mit barn. At give hende den fysiske tryghed og det nærvær som jeg tror på at hun har brug for, for at udvikle en stærk og naturlig forbindelse til sig selv og sit værd som menneske. Samtidig har jeg kunne mærke at det har været den rigtige måde for mig, at starte mit liv som mor på. Nu da min datter er lidt over to år, mærker jeg et stort og glædefuldt kald imod det at “deles om” at give mit barn den omsorg og kærlighed hun har brug for, indenfor et værdimæssigt samstemt kvindefællesskab. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at dyrke et dedikeret kvindefællesskab med børn på en daglig basis MEGET mere i min og min families fremtid. Jeg ønsker mig på længere sigt at skabe et kollektiv baseret på (blandt andet!) sådanne værdier… men indtil da…. vil jeg nyde og glædes over, at snærten af den landsby som mange af os mødre af i dag søger, faktisk allerede kan etableres; hvis vi sørge for at prioritere vores ligesindede og sjælelige forbindelser til andre mennesker og at vi tør at lukke andre kvinder tæt, tæt ind imod vores barns hjerte…. OG, at vi derfor også (nogengange) tør at træde liiiidt mere til siden.

Clara og min datter.