Kvinde af Mødre Mødes Olivia Mavrinac
Når jeg mødes med mødrene
MødreMødes er en kvindegruppe - Et sted, hvor vi må være for meget.
MødreMødes et et kvindeforum - Et sted, hvor vi må sige det hele.
Olivia og hendes datter Ada Inga, i den røde stol I Laven.
Jeg hedder Olivia. I slutningen af oktober 2018 blev jeg mor for første gang. Min kæreste og jeg bor inde i Aarhus, men er tilflyttet fra København for omtrent halvandet år siden.
I min graviditet følte jeg mig urokkelig og havde det skønt. Jeg har altid haft en god mavefornemmelse, og været god til at følge mit hjerte og mærke efter. Før jeg blev gravid havde jeg ikke læst bøger, blogs eller hørt podcasts om det at blive mor. Jeg tror ærligt talt ikke, at jeg havde skænket det megen tanke. For jeg tænkte egentligt, at det med at blive mor kunne jeg jo nok bare - jeg skulle bare gøre, som jeg altid havde gjort. Jeg kunne ikke have forudset, hvor sårbar jeg pludselig blev.
Mens jeg var gravid fortalte folk mig altid om den første tid, men ikke tiden umiddelbart efter. Eller også har jeg bare ikke lyttet efter. Der er nogle ting du skal igennem:
Jeg skal føde: check!
Jeg skal amme: check!
Jeg skal skifte ble: check!
Jeg skal give mit barn bodystocking på: check!
Men da den første adrenalin havde lagt sig, sad jeg pludselig med en følelse af, at jeg ikke vidste noget om hvordan jeg skulle blive mor? og måske endnu vigtigere, hvem er jeg som mor? Alles meninger kom susende ind, og min dømmekraft forsvandt. Det var pludselig utrolig svært at finde ind til min egen kerne. Jeg kunne ikke mærke efter, hvad jeg synes var en god ide, eller om det folk havde fortalt mig, var en god ide. Jeg havde aller mest lyst til at campere derhjemme, væk fra verdenen, så ingen kunne dømme mig og komme med irettesættelser af min måde at være mor på - for jeg kunne slet ikke rumme det, jeg vidste endnu ikke hvordan jeg havde lyst til at være mor.
Jeg havde meldt mig til Mødregruppen MødreMødes, imens jeg var gravid, fordi jeg tænkte, at det kunne være skønt at mødes med nogle kvinder der (måske) også levede og tænkte lidt mere alternativt. En gruppe kvinder, der ligesom jeg, havde taget et aktivt valg om, at komme tæt på sig selv og sit barn. Men så, få uger efter min datter Ada blev født, havde jeg slet ikke lyst til at tage afsted. Jeg var hunderæd for, hvordan det ville gå - for hvad hvis de synes at jeg var en dårlig mor - eller hvis jeg gjorde alting forkert?
Hvad nu hvis jeg bandt hende forkert i viklen, eller ammede på en underlig måde?
Jeg havde så mange bekymringer. Men da jeg trådte ind hos Lykke, blev jeg taget imod af de blødeste øjne og de varmeste arme. Der var ro her, ro i Laven, ro i Lykkes blik. Lykke lavede mig en kop kaffe, mens jeg mødte de andre kvinder, der smilende idet samme jeg så dem, og kærligt fortalt mig, at de havde manglet mig i gruppen. Jeg så for mig, fem forskellige kvinder med fem forskellige børn, historier, foranstaltninger, kunstskaber og sårbarheder. Jeg var landet i Lykkes cirkler, og jeg var kommet i sikkerhed.
Det er stort at blive mor, men jeg synes også at det er enormt ensomt, men hos Lykke føler jeg at ensomheden er lidt længere væk. Vi bruger meget tid på at spejle hinanden, som vi alle jo egentlig gør hele tiden, og jeg tænker især at nybagte mødre gør. Her er der ingen konkurrence om at være ‘den bedste mor’, som træffer de ‘bedste valg’ på den mest hensigtsmæssige eller alternative måde. Det er et sted, hvor vi kan lade op. Der er dage, hvor jeg ikke føler, at jeg kan bidrage med noget, eller har sovet skidt i flere dage, og at en tur med toget eller i bilen til Laven føles som den største udfordring. Men når klokken nærmer sig halv to og dagens MødreMødes program er slut… dér, føler jeg mig altid fyldt op med varme og kærlighed. Kærlighed til de andre kvinder, til mit barn, men i største grad til mig selv.
Jeg er fyldt op, af mig selv!. -Så jeg kan være stærk, og tro på, at de ting jeg tænker, føler og ønsker er det helt rigtige. At jeg kender mit eget barn, bedre end nogen anden - og at vi som mødre sammen, hjælper og ser efter hinanden.
